0 varer - Total 0,00 kr
400,00 kr fra at opnå gratis fragt

Historie

Materialistbranchen har rødder helt tilbage til 1800-tallet. Det var på den tid meget almindelig, at en farmaceut, der ikke kunne få et apotek, startede en materialhandel. Materialhandlerne solgte bl.a. kemikalier, foderstoffer, fotoartikler, vaskepulver, urter og krydderier. Mange blandede også selv cremer, hårvand, barbersprit og skintonic.

1949
En lille flok materialister fandt ud af, at de kunne få mængderabat, hvis de foretog fælles indkøb. Efterhånden kom stadig flere materialister med i dette indkøbssamarbejde, og i november 1949 blev Matas A/S dannet: MATerialisternes AktieSelskab.

Samarbejdet blev en kolossal succes. Det første år solgte Matas A/S for 537.000 kr. men måtte dog notere et underskud på 24,50 - det første og eneste underskud i selskabets historie.
Allerede året efter talte aktionærkredsen 60 butikker, og den landsdækkende struktur var en kendsgerning.

1956
Matas A/S præsenterede sit første Matas logo, og året efter blev der indgået samarbejde med Steins Laboratorium samt opstillet en grundlov for alle Matas produkter.

Dette indebar, at Matas produkter ikke måtte indeholde skadelige stoffer, at de vægt- og rummæssigt skulle indeholde det, som var angivet på emballagen, samt at der altid skulle være samme ensartede kvalitet.

Et par år senere udkom den første Matas avis i 700.000 eksemplarer, et oplag, der var 4 ½ gange større end den største avis i landet.

1967
Stribedesignet
blev udviklet, og de første flaskevarer med striber på så dagens lys. Det var bl.a. skintonic, ansigtsvand og fugtighedslotion. Der var nu over 150 materialister med i selskabet.
 
1974
Vital Shoppen
blev introduceret som resultat af den helsekostbølge, der skyllede ind over Europa. Der var nu lige under 200 Matas butikker.

1989
Matas A/S havde 40 års jubilæum, som blev fejret på flotteste maner med hele tre anerkendelser:
Kæden blev kåret som den mest "excellente" detailkæde og modtog samtidig både MMM prisen og Årets Guldkorn for den bedste ugeblads-annonce.

90’erne
Miljøet spillede en stor rolle hos Matas. Det landsdækkende Matas Retursystem blev iværksat, og vi blev dermed den første kæde i Danmark, som tog emballage retur og sikrede genbrug.

Matas Miljøfond blev ligeledes oprettet i 1994 - og i 1995 blev de første to Matas produkter svanemærkede. Der er siden kommet flere til, så Matas i dag tilbyder ca. 90 svanemærkede egenvarer.

2005
Det nye koncept Matas MediCare blev introduceret. Den nye banebrydende afdeling tilbyder et bredt sortiment inden for dermokosmetisk hudpleje, håndkøbsmedicin, sygepleje samt veterinære lægemidler.

2006
Kæden har nu 292 butikker. En ny generation af Striber ser dagens lys. Striberne er med helt i front, når det gælder kvalitet, sundhed og miljø.

Matas kædens aktionærer modtager købstilbud bl.a. fra kapitalfonden CVC Capital Partners. Et klart flertal beslutter i juni at ændre Matas’ vedtægter, så der kan etableres en ny ejerstruktur.
Individuelle forhandlinger mellem butikkernes indehavere og CVC Capital Partners pågår over efteråret 2006.

2007
Den 28. februar overgår Matas til en ny ejerstruktur. Størstedelen af butikkerne indgår nu i en kapitalkæde, hvor CVC Capital Partners har aktiemajoriteten.
De privatejede butikker samarbejder fortsat med Matas A/S om levering af Stribevarer og fælles kampagner.

2009
Matas kæden fylder 60 år. Jubilæet fejres med konkurrencer med flotte præmier til kunderne. Endvidere markeres det med salg af særlige prikkede produkter, der støtter De Danske Julemærkehjem, som i alt modtager over en kvart million kroner af Matas.

2010
Matas åbner i efteråret 2010 sin nye kundeklub Club Matas, der allerede ved årsskiftet har opnået et medlemstal på 400.000.