Matas Beauty Expert elev

Matas Beauty Expert (MBE) er en helt ny uddannelse, som henvender sig til dig, der er vild med skønhed, mode, make-up, hud- og hårpleje, og som har lyst til et spændende, afvekslende og ansvarsfuldt job indenfor salg og rådgivning.

Matas ansætter MBE elever der har gennemført Folkeskolens 9. klasse og har et par års praktisk erfaring indenfor salg og service.

Et af de vigtigste krav til dig er, at du skal kunne lide daglig kontakt med andre mennesker. For service, imødekommenhed og rådgivning er en væsentlig del af hverdagen i en Matas butik.

Den praktiske del af uddannelsen tager to år, efter du har gennemført grundforløbet til kosmetiker. Grundforløbet tager normalt 20 uger og foregår på skolen for "Krop og Stil".

Du bliver uddannet i en Matas butik.

Uddannelsen veksler mellem teori og praktisk træning i butikken, hvor du har mulighed for at anvende den teori, som du tilegner dig på skolen. I løbet af de 2 år uddannelsen varer er du på skole i 10 perioder á to uger.

Uddannelsens indhold

I løbet af uddannelsen lærer du bl.a. om kosmetiske behandlinger, avanceret hudterapi, eventplanlægning, typebestemt make-up og salgstræning.

I forbindelse med uddannelsen skal du gennemføre særlige aktiviteter i butikken tre dage pr. måned. Det kan f.eks. være manicure eller make-up events, eller fokus på salg af bestemte varer. På skoleopholdene forbereder du aktiviteterne til den kommende praktikperiode.

Oplæringsansvarlig

Hver elev har en oplæringsansvarlig. Den oplæringsansvarlige følger og hjælper dig under hele din uddannelse.

Men vi lægger ikke skjul på, at vi forventer, at du selv tager ansvar for din egen læring i såvel elevtiden som efter.

Efter uddannelsen

Som uddannet "Matas Beauty Ekspert" kan du få beskæftigelse inden for salg og rådgivning af make-up og hudpleje produkter.