I et fortsat udfordrende marked med en generel svag udvikling i detailsalget lykkedes det Matas at skabe en vækst i omsætningen på 1,5 % og samtidig øge driftsindtjeningen med over 9,5 %. MHolding gruppen nåede i sit fjerde hele regnskabsår en omsætning på DKK 3 mia. og et driftsresultat før renter og afskrivninger (EBITDA) på DKK 530 mio. Omsætningen i MHolding Gruppens detailbutikker voksede målt organisk i perioden med godt 1,5 %. Forventningen til det kommende regnskabsår er, med forbehold for et nyt generelt tilbageslag i forbruget, fortsat vækst i omsætningen og en yderligere forbedring af driftsresultatet.
Nøgletal – MHolding Gruppen (1.4.2010-31.3.2011)
|
Omsætning 2010/11: |
DKK 2.992 mio. |
2009/10: DKK 2.948 mio. |
|
EBITDA: |
DKK 530 mio. |
2009/10: DKK 484 mio. |
|
Antal ansatte ved årets udgang: |
Ca. 2.000 |
|
|
Antal butikker ved årets udgang: |
257 |
|
|
Antal butikker ved årets start: |
257 |
|
|
Salgsareal ved årets udgang: |
47.500 m2 |
|
|
Salgsareal ved årets start: |
47.400 m2 |
|
Høj indtjeningsvækst i et svagt stigende marked
I det forløbne regnskabsår har Matas igen oplevet en fremgang i salget. Fremgangen er realiseret i et fortsat svagt detailmarked, og det er ledelsens vurdering, at Matas i det forløbne regnskabsår har formået at fastholde, og på visse områder endog styrke, sin position på markedet for produkter til personlig pleje. Matas kæden har i det forløbne år oplevet en pæn vækst i salget af mellemprisprodukter til personlig pleje, mens salgsudviklingen har været mere beskeden, om end stadig positiv, på en række mere luksusprægede produktområder. Matas har således igen vist evne til at tilbyde det rigtige sortiment til de rigtige priser og til, gennem sit store udbud af egne mærkevarer, at kunne tilbyde sine kunder gennemprøvede kvalitetsvarer til konkurrencedygtige priser.
Den markante fremgang i driftsresultatet viser, at Matas i en periode med lav underliggende vækst gennem en fortsat dynamisk tilpasning af organisationen og en løbende optimering af butiksdriften har kunnet hæve den i forvejen høje rentabilitet yderligere.
Butiksporteføljen
Matas har i løbet af regnskabsåret åbnet en ny stor ”flagship” butik på Nygade (Strøget) i København samt to nye butikker i Borup og Dianalund på Sjælland. I samme periode er butikken i Industriens Hus i København samt en butik i Ølby ved Køge lukket – begge på grund af udlejers ombygning. I Sverige er to centerbutikker lukket. En butik blev lukket på grund af udlejers opsigelse af lejemålet i forbindelse med en større centerombygning, og den anden butik blev lukket på baggrund af svigtende kundestrøm i centret. Aktiviteterne i Sverige fastholdes i de tilbageværende butikker. I lighed med tidligere år er der også i år blevet gennemført en række butiksudvidelser og moderniseringer i eksisterende butikker.
Det er Matas’ målsætning at fastholde sin position på det danske detailhandelsmarked og sikre en stærk repræsentation på såvel byernes hovedstrøg som i nye og eksisterende butikscentre. Sideløbende hermed vil Matas aktivt sikre, at de eksisterende butikker udvikler sig i et sådant omfang, at de også fremover kan inspirere kunderne og opfylde deres ønsker, hvorfor MHolding Gruppen løbende vil modernisere og udvide de eksisterende butikker. Der gennemføres således i efteråret 2011 en stor udvidelse af butikken i Lyngby Storcenter ligesom der åbnes en ny butik i Ry. Herudover er yderligere ekspansionsmuligheder under overvejelse
Nyt loyalitetsprogram – Club Matas – Facebook – Matas app – webshop
Siden Matas introducerede sin nye loyalitetsklub Club Matas i august 2010, har kundeklubben fået 700.000 medlemmer, hvilket langt har oversteget forventningerne. Club Matas danner nu fundamentet for en helt ny kommunikationsplatform over for en stor del af Matas kunder. For yderligere at understøtte Club Matas og styrke Matas’ position på de elektroniske platforme har Matas hen over sommeren 2011 introduceret Club Matas i en mobilversion, på Facebook og inden for den sidste måned ligeledes frigivet en sofistikeret app med mange nye muligheder for Club Matas medlemmerne. Endelig står Matas webshop overfor en større relancering i efteråret 2011, der ligeledes vil understøtte Club Matas kundeklubben.
Godt resultat og stærk vækstplatform
Om Matas’ udvikling i 2010/11 udtaler Søren Vestergaard-Poulsen, bestyrelsesformand i MHolding Gruppen: ”Vi er tilfredse med, at Matas kæden igen i år har vist sig i stand til at fastholde sin stærke markedsposition og forbedre sit resultat yderligere. Matas har desuden med den succesfulde introduktion af sin nye kundeklub og etableringen af en flot ny flagship butik på Strøget vist sin evne til at forny sig og yderligere styrke sin position som Danmarks stærkeste detailhandelskæde inden for ”health and beauty” området.”
Terje List, adm. direktør i MHolding Gruppen tilføjer: ”Vi har i regnskabsåret brugt mange ressourcer på at optimere vores forretning og skabe de rigtige forudsætninger for øget vækst og er tilfredse med, at dette er lykkedes samtidig med en forbedring af driftsresultatet. Helt centralt har været det fortsatte arbejde med at videreuddanne vores medarbejdere i butikkerne, så de er blevet endnu bedre til at skabe en god service og indkøbsoplevelse, hvilket sammen med andre stærke initiativer, herunder Club Matas, er med til at fastholde og udbygge en fortsat meget høj kundeloyalitet og kundetilfredshed.”
Fremtiden
Adm. direktør Terje List udtaler følgende om fremtidsudsigterne for Matas:
”På baggrund af de betydelige fremadrettede initiativer, der allerede er sat i gang, og en række yderligere vækstfremmende tiltag i pipeline er Matas klar til fremtidig vækst. Vi tror, at Matas, selv hvis forbrugsvæksten forbliver svag i de kommende år, via sine mange nye aktiviteter kan øge omsætning og indtjening, og vi vurderer dertil, at Club Matas vil spille en vigtig rolle i videre-udviklingen af Matas kæden.”
Spørgsmål bedes rettet til:
Adm. direktør Terje List på tlf. 48 16 56 01 eller mobil 21 71 24 5