27-04-2012 Tags:

Plast skal genbruges – ikke brændes

Mens 99.000 børn og voksne i april samlede affald i naturen, så samler Matas hele året
tom produktemballage ind, der bliver til nye produkter. Over 19 tons tomme flasker
bliver på den måde genbrugt. Den slags returordninger, skal vi have flere af, mener
Danmarks Naturfredningsforening.

Mens Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling kun foregår en uge i april, så indsamler Matas butikkerne hele året den tomme emballage fra produkter købt i Matas. Brugt emballage svarende til mere end 760.000 shampooflasker blev i 2011 på den måde afleveret i returbeholderne i Matas’ butikker og dermed genbrugt til andre plastprodukter, bl.a. tæpperør og trafikkegler.

En god idé, mener Danmarks Naturfredningsforening, der gerne så, at andre butikskæder på samme måde gør det nemt at aflevere emballage til genbrug, så de ikke ender i naturen eller i affaldsforbrændingen.

”Undersøgelser viser, at tre fjerdedele af det affald, vi brænder af i vores affaldsforbrændinger, kan genbruges til nye produkter. Plastik- og papiremballage udgør en stor del af vores affaldsmængder, så vi er glade, når producenter og butikker tager ansvar for at få emballagen genbrugt,” siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Al tom emballage, der stammer fra varer købt i Matas, kan returneres til genbrug. Selvom 19 tons plastik er meget, er det en relativ lille del af den mængde produktemballager, der årligt går ud af butikskæden. Matas håber derfor, at endnu flere borgere vil bruge Matas Retursystem og dermed gøre en aktiv indsats for miljøet.

Fakta om Matas Retursystem
Matas giver ikke pant, når forbrugerne returnerer emballage til genbrug. Derfor er den mængde
emballage, som er returneret, et direkte udtryk for borgernes interesse i at gøre en indsats for
miljøet.

I alle Matas butikker er der opstillet returbeholdere, hvori du kan aflevere plast og glas.

Matas genbruger også al den emballage, der anvendes i forbindelse med transport af varer til butikkerne. Så oveni de mere end 19 ton plastemballage fra borgerne, har butikkerne sendt 31 ton plast og 472 ton pap til genbrug i 2011.

For mere information:
Matas A/S: Henrik Engberg Johannsen, Informations- og miljøchef, hej@matas.dk, 21712474.
Danmarks Naturfredningsforening: Janni Brixen, pressechef , jbx@dn.dk, 31133285.