0 varer - Total 0,00 kr
400,00 kr fra at opnå gratis fragt

Striberne tjekkes af Steins Laboratorium

”Under stadig bakteriologisk kontrol af Steins Laboratorium” står der på alle Matas’ egne varer inden for skønhed og pleje. Læs her hvad det egentlig betyder.

Matas har samarbejdet i over 50 år med Eurofins Steins Laboratorium om kontrol af alle Matas' egne varer i Beautyshoppen, herunder Striberne. Der er tale om en frivillig kontrol, som Matas ikke er forpligtet til at foretage ifølge lovgivningen. Ordningen giver ekstra sikkerhed og tryghed for såvel forbrugerne som Matas.

Steins sørger for at kontrollere, at der ikke er bakterier eller skimmelsvampe i produkterne - og at produktet indeholder den mængde, som der står på emballagen.

Yderst sjældent problemer
Alle produkter bliver tjekket af Steins Laboratorium en gang om året. Der er ikke blot tale om en tilfældig stikprøve blandt nogle af Stribeprodukterne, men derimod bliver alle af Matas' omkring 350 egne beautyvarer kontrolleret i samtlige varianter (dog ikke de forskellige størrelser).

Alle produkter kommer gennem en grundig bakteriologisk kontrol for at undersøge, om der skulle være bakterier eller svampe i dem. Heldigvis er det yderst sjældent, at der er set problemer i varerne fra Matas.

Steins Laboratorium besøger også uanmeldt virksomheder, der producerer Matas' egne varer. Disse vurderes på både renlighed og deres angivelse af volumen/vægt på produkterne.

Eurofins Steins Laboratorium er en del af laboratoriegruppen Eurofins, som har laboratorier seks steder i Danmark. Eurofins Steins Laboratorium udfører kontrol og analyser af mange forskellige typer produkter.  Læs mere på www.eurofins.dk