Multivitamin til gravide
Her på siden finder du mineraltabletter skræddersyet til gravide, som både dækker det generelle behov, folinsyre og D-vitamin. Du bør supplere med jern efter 10. graviditetsuge og eventuelt kalk. Spis gerne vitaminpillen sammen med et hovedmåltid for at sikre optagelsen bedst muligt
Vitaminer og mineraler til gravide
For at sikre at du og barnet får de vigtigste vitaminer og mineraler, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du supplerer din daglige kost med kosttilskud. De fleste vitaminer er ugiftige og udskilles uden problemer. Dog er f.eks. for meget A-vitamin farligt for barnet. Tag derfor ikke større doser, da det kan skade fosteret.
Hvis du er gravid, bør du tage tilskud af disse vitaminer og mineraler:
- Folsyre (også kaldet folinsyre) 400 mikrogram dagligt fra du overvejer at blive gravid, til du er 12 uger henne i graviditeten. Folinsyre nedsætter risikoen for, at barnet bliver født med misdannelse af rygmarven (neuralrørsdefekt).
- D-vitamin 10 mikrogram dagligt gennem hele graviditeten.
- Jern 40 – 50 mg jern fra 10. graviditetsuge. Undgå at tage jern sammen med kaffe, te eller mælk, da det hæmmer optagelsen. Omvendt fremmer C-vitaminer optagelsen af jern. Tag derfor jerntilskuddet til et mellemmåltid f.eks. en appelsin eller et glas juice.
- Kalk, hvis du ikke spiser/drikker mælkeprodukter. Hvis du drikker en halv liter mælk eller spiser f.eks. yoghurt og ost dagligt, så får du nok kalk. Kalk er vigtigt for barnets vækst af knogler og er derfor vigtigt at indtage.
Omega 3 til gravide
Er du gravid og ønsker at supplere din kost med fiskeolie? Sundhedsstyrelsen har ikke nogen anbefaling om dette. Hvis du vælger at spise fiskeolie, så er det vigtigt, at du stopper med det fire uger før terminen, da fiskeolie kan virke blodfortyndende. Fiskeolie bidrager til normal udvikling af hjerne og øjne hos fosteret og spædbørn, der ammes. Spis ikke levertran, da indholdet af bl.a. A-vitamin er for højt.
