• Hjemmelevering
  • Afsendelse 1-2 hverdage
  • Byt i 270 butikker
  • Mere end 1000 brands
  • 30 dages returret

Copenhagen Pride

Matas indgår aftale med Pride
Matas har indgået et samarbejde med Copenhagen Pride. Det betyder blandt andet, at Matas vil samle penge ind til organisationen gennem salg af de populære Pride-armbånd på Matas.dk og i størstedelen af de københavnske Matas-butikker.

"Copenhagen Pride har i mange år været et lysende fyrtårn i en eviggyldig svær debat om køn, seksualitet og rettigheder. De kæmper en utrættelig kamp for diversiteten og mangfoldigheden i Danmark, de sætter fokus på, at alle skal have lige muligheder og rettigheder – og med deres fantastiske Pride-parade gennem Frederiksberg og København har de hvert år sparket hårdt til de tabuer og fordomme, der gør det svært for mange minoriteter at være sig selv på lige vilkår med alle andre," siger Klaus Fridorf, kommunikationschef i Matas.

Copenhagen Pride paraden er i 2020 begrænset til et mindre event end først planlagt på grund af Corona-epidemien. Mange af de aktiviteter Matas vil lave for at støtte om Priden og debatten om diversitet og mangfoldighed, vil derfor være digitale på blandt andet Facebook og Instagram.

"Matas har et kæmpe ansvar i forhold til at understøtte og facilitere en debat, om hvor svært det er ikke at tilhøre det store brede fællesskab. Følelsen af skønhed og velvære handler i høj grad om selvværd og vores indre sundhed – og særligt mange unge kæmper i dag med et forskruet selvbillede pga. normerne på de sociale medier. Det kan vi være med til at gøre noget ved, når vi sammen med organisationer som Pride sætter retten til at være dig selv og mangfoldigheden i centrum," siger Klaus Fridorf.

Matas har eksisteret siden 1949 og er et af Danmarks stærkeste og mest kendte brands. Matas-koncernen er i dag børsnoteret og har ca. 2500 ansatte. Der er i alt 268 fysiske Matas-butikker fordelt over hele landet samt en række hurtigt voksende webshops. Størstedelen af alle danske kvinder over 15 år er medlem af loyalitetsklubben Club Matas, som med sine 1,6 mio. medlemmer er en af landets absolut største kundeklubber. Samtidig kommunikerer Matas med sine kunder på Facebook og Instagram, som tilsammen bliver fulgt af næsten 400.000 kunder.

  • Hjemmelevering
  • Afsendelse 1-2 hverdage
  • Byt i 270 butikker
  • Mere end 1000 brands
  • 30 dages returret