Den klassiske:
Det er den tandbørste, de fleste stadig bruger, og den fås i mange udgaver. Vælg gerne en tandbørste med et godt greb og et børstehoved, der også kan bruges på tungen og indersiden af munden. Børsterne er lavet af nylon og fås i en blød, medium eller hård udgave. Vælg gerne en blød eller medium tandbørste, hvis du er bange for at børste for hårdt. Med denne type tandbørste skal du være grundig og børste alle steder med cirkulære bevægelser. Husk området, hvor tanden møder tandkødet.
Den elektriske:
Fordelen ved en elektrisk tandbørste er, at bevægelserne bliver gjort for dig, så du blot skal føre den rundt mellem tænderne. Der kan købes forskellige typer børstehoveder til samme el-tandbørste.
Der findes mange forskellige udgaver af el-tandbørster, og forskellen er typisk børsteindstillingerne og batteriets holdbarhed. Nogle har sågar en tilhørende app. Har du ømt tandkød, kan en elektrisk tandbørste gøre det nemmere at børste grundigt. Spørg din tandlæge, hvis du er i tvivl, og supplér gerne med tandtråd.
Den til baby og børn:
Allerede ved de første tænder kan babyer vænne sig til at få børstet tænder, så det bliver nemmere, når barnet bliver ældre. Fra barnet er 6 måneder, kan du bruge en gummitandbørste, som giver en blid massage af gummerne. Når barnet får mælketænder, kan du bruge en juniortandbørste med et mindre børstehoved og bløde hår. De findes i flere udgaver – nogle med en sjov sugekop, så den kan sidde på spejlet eller sættes fast på vasken.
Den med bambusskaft:
Foretrækker du et skaft uden plast, kan du vælge en tandbørste med bambusskaft. Den holder lige så længe som en almindelig tandbørste.
Den til proteser:
Har du protesetænder, er det vigtigt at bruge en tandbørste, der er beregnet til det. Tandex laver en protesetandbørste med et tosidet børstehoved: en lille solobørste til den del af protesen, der er i kontakt med tandkødet, og en større til den udvendige del.