Mandelgave som tradition

Risalamande, Ris à l'amande, Riz à l'amande.... Kært barn har mange navne - men vi kender vidst alle sammen godt til denne tradition juleaften!

Risalamande er inspireret af den klassiske franske dessert Riz à 'limpératrice - og det er da også derfor, at den skønne juledessert har fået fransk-inspireret navn, nemlig Ris à l'amande, som på fransk betyder "ris med mandel". Men på trods af den franske nedstamning, er det faktisk en dansk tradition, som de slet ikke kender til i Frankrig.

Med skeen i hånden juleaften er julefreden dømt til kamp. Alle kneb gælder når det handler om, at finde den berømte mandel. Så længe de andre ikke ser, at du graver dybt i skålen efter det mikro glimt af en stor mandel - den skal findes! Men hvorfor er denne tradition egentlig en tradition der gør alle gæster til jul, hinandens rivaler?

Traditionen omkring risalamande er en dansk tradition der kan spores tilbage fra omkring 1900, hvor de borgerlige køkkener begyndte at servere retten med kirsebærsauce op til jul i stedet for risengrød. Inden da, var risengrød med ris og kanel nemlig en eksklusiv spise for borgerne. Først efter 2. verdenskrig blev risalamanden nr. 1 på den danske juledessert. Idet mangel på ris og kanel kunne spores hos borgerne. Dermed kunne husmødrene læse i damebladene, at de kunne strække deres risengrød ved at tilsætte flødeskum eller et andet erstatningsprodukt. Derudover fik manglen på mandler også nogle til at erstatte den hele mandel med en knap, da man ikke ville servere en risalamande den den berømte mandelgave.

Traditionen omkring mandelgave mener man, at stamme fra en fransk skik fra 1500-tallet, hvor man i de fornemmeste kredse puttede en bønne i en helligtrekongerskage. Den, der fik bønnen, blev "konge" med hans privilegier. Omkring 1800-tallet blev bønnen erstattet af en hel mandel og helligtrekongerskagen blev erstattet af risengrøden.  

En julegris med smag af marcipan​​​​​

Den heldige vinder af mandlen får lov at få årets mandelgave. I gamle dage var det ingen hemmelig hvad mandelgaven bestod af, det var nemlig en marcipangris, som traditionen tro var. Gerne en tyk og blød en af slagsen, med et rødt sløjfebånd om maven.

Grisen var forhen et symbol på jul. Den saftige flæskesteg blev på juleaften spist med stor nydelse og i løbet af december blev der lavet sylte og leverpostej, der spredte stor madglæde rundt omkring i hjemmene. Det var derudover i gamle dage også en tradition af sætte et stort grisehoved på middagsbordet, hvor man som heldig gæst kunne spise løs af grisekødet.

Det er altså et symbol på luksus og den skulle selvfølgelig også forkæle den heldige vinder af mandlen. Da grisen blev udformet i marcipan, var det derfor en særlig sød delikatesse - og som den dag i dag smager af jul som vi gerne tager en ekstra portion af den lækre risalamande for at få fat i.