Næsespray kan gøre en stor forskel, når næsen er tilstoppet, løber eller føles tør. Hvilken næsespray der passer til dig, afhænger af årsagen – fx forkølelse, allergi eller tørre slimhinder – og af, hvem den skal bruges til. Her får du overblik over typerne, og hvordan du bruger dem.
Hvordan virker næsespray?
Ved forkølelse og allergi kan slimhinderne i næsen hæve, og det er hævelsen, der giver følelsen af en tilstoppet næse. Næsesprayen forstøver væsken, så den fordeler sig på slimhinden inde i næsen. Hvad den gør derefter, afhænger af indholdet:
- Næsespray med lægemiddel til forkølelse, fx Otrivin og Zymelin, er kar-sammentrækkende og beregnet til at få den hævede slimhinde til at trække sig sammen. Den må kun bruges i en kort periode.
- Næsespray med lægemiddel til allergi bruges ved allergiske næsegener, fx høfeber.
- Næsespray med saltvand er typisk medicinsk udstyr uden lægemiddel. Den fugter og skyller næsen og kan bruges alene eller som supplement.
Sådan bruger du næsespray
- Vask hænder, og pust næsen, før du bruger sprayen.
- Hold flasken lodret, sæt spidsen i næseboret, og tryk, mens du trækker vejret roligt ind gennem næsen.
- Tør spidsen af efter brug, og del ikke flasken med andre.
- Følg altid indlægssedlen eller brugsanvisningen for dosis, alder og antal dage.
























