D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, som din hud selv danner, når den får sollys med UVB-stråler. Hvor meget der dannes, afhænger af, hvor stærk solen er, og hvor længe du er ude. I Danmark er solen kun stærk nok til det i sommerhalvåret, fra maj til september. Resten af året får du D-vitamin fra maden og eventuelt fra et tilskud.
Når du kigger på D-vitamintilskud, ser du ofte betegnelsen D2 eller D3. Det er to forskellige former af vitaminet, og du behøver kun at tage den ene.
D3 er den form, din hud selv danner i solen, og det er den form, du finder i de fleste kosttilskud med D-vitamin. D2 kommer fra planter og svampe og findes i færre vitaminer.
D3 i tilskud udvindes typisk af lanolin, som er et fedtstof fra fåreuld. Spiser du vegansk eller vegetarisk, findes der også tilskud, der passer til din livsstil. Tjek varedeklarationen, så du ved, hvilken kilde D-vitaminen i dit tilskud kommer fra.






















































































