Endnu mere foundation: Sådan undgår du foundation, der krakelerer
I denne LIVE guider vores hudpleje eksperkt dig i de bedste tips, som blandt andet hjælper dig med at undgå foundation, der skaller og krakelerer.
Sådan finder du den rigtige farve
Det kan være svært at finde den helt rigtige foundationfarve til dit ansigt, og nogle gange er det nødvendigt at købe to toner, som du så kan blande. Specielt når du går fra sommer til vinter og fra vinter til sommer, hvor din farve langsom skifter.
Når du skal finde den rigtige farve, skal du teste på dit kæbeben lige ved overgangen mellem ansigt og hals. Vær tålmodig, og test flere farver ved siden af hinanden. Du kan evt. vælge en foundationfarve, som er en tone lysere og mørkere end den farve, du mener er den rigtige, så du nemmere kan vurdere, om du har valgt rigtigt, eller om du skal gå lysere eller mørkere. Den perfekte farve skal gerne smelte ind i din hud og ikke kunne ses.
Hvis du vælger en foundation med let dækning som en BB-creme, kan du godt vælge en farve, der er en tone mørkere end din hud, da farven er så let, at den ikke er synlig men blot bryder lyset og udvisker farveforskelle.
Hvis du bruger foundation med medium eller fuld dækning, skal farven helst være præcis den samme som din hud, men vælg hellere en foundation, der er lidt for lys end lidt for mørk. En fuldt dækkende foundation kan have en tendens til at se lidt for lys ud, selvom den passer til din kæbe og hals. Dette er dog blot fordi, den har dækket den naturlige farveforskel, du typisk får fra fregner, lidt rødme på kinderne, pigmentforandringer osv. Du kan altid tilføje lidt bronzer og blush, hvis du har brug for mere farve.
Spørg evt. ekspedienten i Matas til råds, hvis du er i tvivl om hvilken farve og tone, du skal vælge. Du kan også spørge materialister til råds i chatrådgivningen her.
Vælg den rigtige foundation-børste
Det er meget en smagssag, hvordan du vil lægge din foundation. Mange makeupartister bruger pensel, børste eller makeupsvamp, men der er også nogle, som foretrækker at bruge fingrene. Prøv dig frem, og find dit foretrukne redskab.