Når I får gæster i den første tid
Der er sikkert en del, der gerne vil komme og sige hej til båd baby og jer som familie. Men I skal huske at sætte grænser. Derfor kan det være en god idé at forberede både jer selv (hvis I er to) og jeres nærmeste på den første tid med baby.
Den første tid handler nemlig om at lære baby at kende, og det er helt normalt, at det kan tage op til en måned at få amningen til at fungere. Der er nybagt-mor hormoner, der suser rundt i kroppen, og det hele er nyt. Så I skal have plads og ro. Derfor jeg en lille huskeliste til jer og jeres gæster, når det handler om besøg den første tid.
Informer på forhånd: Det er vigtigt at lære sit barn at kende, og derfor skal der være ro til mor, baby og jeres nye familie. Ro betyder for langt de fleste, at der skal være færrest mulige gæster. Derfor kan det være en god idé at informere de mulige besøgende på forhånd, hvad jeres ønsker og regler for besøg er. Skriv gerne en sms til de pårørende før fødslen – så kan I altid henvise til sms’en, hvis nogen er uforstående overfor, at I altså lige har brug for lidt mere ro omkring jer, og derfor gerne vil vente med besøg.
Varighed af besøg: Et barselsbesøg skal helst ikke vare mere end en halv time. Sig derfor til jeres pårørende, at et barselsbesøg hos jer kun varer et kvarter her i starten. Så ender det sikkert på en halv times tid, fordi baby lige skal kysses farvel et par gange. Grunden til, at det er godt at have aftalt et kort besøg fra starten, er, at man som mor har svært ved at mærke sine grænser, fordi hormonerne suser rundt. Du mærker dem nok først, når de er overskredet. Så er det bedre at være på den sikre side og holde besøget kort i starten.
Du må altid aflyse: I må gerne aflyse – også 10 minutter før. Det er altid barnet, familien og søskende, der kommer før gæsterne.
Hils på søskende først: Hvis der er ældre søskende til den lille nye baby, så må gæsterne gerne sørge for at hilse på søskende først og måske have en lille gave med. Baby er ligeglad med besøg, men det er godt at give de andre søskende lidt opmærksomhed. Lad også gerne søskende vise baby frem. Det vil inkludere dem i besøget.
Baby skal helst ikke gå fra arm til arm: Mange vil rigtig gerne holde baby, men det er faktisk ikke barnets tarv. En nyfødt bliver superlet overstimuleret. Når baby bliver overstimuleret, så sover baby, så måske virker det som om, at baby fint kan klare alle indtrykkene. Men faktisk kan det føre til, at baby senere vil reagere med gråd. Så undgå gerne, at baby går fra arm til arm hos alle gæsterne.
Opvartning: I skal ikke varte jeres gæster op, og I må gerne sidde i nattøj og uglet hår. Hvis jeres gæster er rigtig søde og betænksomme, sørger de måske selv for at have en lille snack med eller en ret til fryseren til den lille nye familie.
Jeg ønsker jer en tryg og rolig opstart på jeres nye liv som forældre til jeres nye guldklump. Det er en ganske særlig tid! Husk at række ud efter hjælp og støtte, hvis I har brug for det. Det er altid i orden.
Siff Stephenson er privatpraktiserende jordemoder i egen klinik, Hjertejordemoderen i Aarhus. Hun har 11 års erfaring som jordemoder, og har en bred række tilbud til både kvinder og partnere i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Her hos Matas.dk guider hun og hjælper med viden omkring graviditet, fødsel, forældreskabet samt fertilitet.
Du kan læse mere om Siff på hjertejordemoderen.dk