Der er helt sikkert mange ting, der fylder hos jer som kommende forældre. Jeg vil derfor hjælpe jer godt igennem både den fysiske og mentale pakkeliste til fødslen. Uanset om I har planlagt kejsersnit eller vaginal fødsel.
Hvornår skal tasken være klar?
Jeg anbefaler altid, at I senest pakker denne taske til fødslen, når du som gravid rammer graviditetsuge 37. Jeg oplever, at pakningen for rigtig mange kan være en hyggelig del af forberedelsen mod fødslen. Det er en del af vores reddebyggeri.
Hvis I har planlagt hjemmefødsel, så vil jeg stadig anbefale at pakke en taske. Det kan være en god tryghed at have tasken klar, – just in case – at I skal overflyttes til fødegangen. Det behøver ikke at være en vild og voldsom oplevelse, slet ikke, men at have tasken klar kan lige være den bekymring mindre.
Pakkeliste til dig, der skal føde
2-3 sæt tøj (til efter fødslen): Nogen kommer hjem efter fire til seks timer, mens andre bliver til en overnatning eller to. Pak noget tøj ned, der er behageligt og ammevenligt. Det skal være nemt at hive op eller ned. Jeg anbefaler et par sæt, fordi du lige har fået en baby, der gylper, og du bløder også selv en del efter fødslen.
4-5 par bløde trusser: Maven er stadig stor og øm, og der skal være plads til et stort bind.
Bh uden bøjle: Vent med amme-bh’ern – du ved endnu ikke, hvilken str. Bryster, du ender ud med.
Badekåbe: Hvis du ved, du skal være der en nat eller to, så er det rart. Når du lige skal på toilettet, hente morgenmad eller andet. Nogen steder kan du låne, men det er ikke alle steder.
Hjemmesko: Det er dejligt at have et par futter, du lige kan hoppe i.
Hårelastik og hårnåle: Du sveder, så du vil gerne have dit hår op. Under kejsersnit har du hat på, men det er også rart at kunne sætte håret op efter fødslen, når du kommer på opvågningsstuen.
Toilettasken: Til langt de fleste fødsler vil du blive sendt hjem efter fire til seks timer, men sommetider skal du blive til en overnatning eller to. Det ved du ikke altid på forhånd. Hvis du skal have planlagt kejsersnit, så ved du på forhånd, at du skal overnatte. Så tænk, at du skal pakke til en overnatning. Hver kvinde har sin egen lyst, men husk selvfølgelig tandbørste, tandpasta, hårbørste, creme og deodorant.
Et lille tip: Er der noget, du kan have med, som lige giver dig det ekstra? Du er helt sikker udkørt efter fødslen, så måske du har et skønt produkt, der får dig til at føle dig en lille smule mere som dig selv. Måske har du en dejlig yndlingscreme.
Natbind: Hospitaler har bind til dig det første døgns tid, men det kan være rart at have nogle ekstra med, hvis du ender med at skulle blive lidt længere.
Eventuel medicin:
Vandrejournal
Sygesikringskort
Mobil og oplader
Evtentuelt kamera: Mange tager billeder med mobilen, men hvis du har et andet kamera, du vil bruge til efter kejsersnittet eller under og efter den vaginale fødsel, så husk det.
Snacks: Når du er i aktiv fødsel, så har du ingen appetit, men du skal have noget ind alligevel mellem veerne. Gå efter små, sukkerholdige snacks. Chokolade, slik eller druesukker. En myslibar til senere, kan også være godt. Efter et kejsersnit er det også godt med lidt snacks! Du får noget mad på opvågningsstuen, men det kan være skønt og lidt festligt med egne snacks.
Drikke: Juice eller saftevand kan jeg anbefale til under den vaginale fødsel. Brus kan være lidt ubehageligt. Ved kejsersnit er det også dejligt at have lidt af sit eget med, hvis der er noget, du foretrækker til efter fødslen












