Vores hår siger rigtig meget om vores personlighed; er du til lette, velstylede bølger, vilde krøller eller måske til glat hår med masser af volumen? I takt med at personligheden ændrer sig gennem vores liv er det kun naturligt, at vores hår også gør – og hvad er bedre til at kommunikere et skift end en ny frisure eller hårfarve?
Inden man giver sig i kast med at farve håret selv, er der dog en del at tage stilling til: Hvilken type hårfarve skal du vælge? Hvor meget skal du bruge? Hvad gør du, hvis du gerne vil gå fra lyst til mørkt hår? Og hvornår er det en god idé at afholde sig fra at farve sit hår? Det og meget mere får du svar på nedenfor.
Hvad skal du være opmærksom på, når du farver hår selv?
At give sig i kast med hjemmehårfarve kan godt virke lidt skræmmende, for hvad nu hvis det går galt? Hvis man følger nogle simple regler skal resultatet nok blive rigtig fint, men der er en række ting at være opmærksom på inden man går i gang. Det du skal tage stilling til inden du farver hår er:
- Hvor lyst eller mørkt vil du gerne have dit hår?
- Hvilken nuance skal dit hår have?
- Hvor skadet er dit hår?
- Hvilken type hårfarve skal du vælge?

Når du vælger, hvilken tone du skal gå efter i din hårfarve anbefaler vi, at du ikke springer mere end 3 toner fra din nuværende farve i første hug, uanset om det er i lys eller mørk retning. Resultatet bliver sjældent godt, og det er bedst at anskue sit farveskift mere som en proces, hvis der er tale om drastiske, permanente ændringer.
Hvilken nuance skal dit hår have? (Refleks)
Vi ved, at blond hår ikke bare er blond; der er honningblond, rødblond, askblond og mange, mange andre variationer. Grunden til, at hår der er lige lyst eller lige mørkt kan se vidt forskelligt ud er, at farven kan have forskellige undertoner. Det er det, man i fagsprog kalder ”refleks”. Refleksen angiver, hvor varmt eller koldt håret et i nuancen. Her arbejdes der med en skala fra 1-8, hvor farverne på reflekserne er som følger:
- Blålig nuance - kaldes også "ash"
- Violet nuance
- Gullig nuance - kaldes også "gylden"
- Orange nuance - kaldes også "kobber"
- Blå-lilla nuance - kaldes også "mahogni"
- Rødlig nuance
- Grønlig nuance - kaldes også "metallisk"
- Rød-brun nuance - kaldes også "mocca"
Reflekstallet står altid efter tonetallet – nogle gange som decimaler, andre gange som heltal. Det er forskelligt fra producent til producent hvor mange reflekstal de sætter på deres produkter. Nogle angiver helt op til 3 reflekser, andre kun 1 – og nogle undlader dem helt.

Vælg din farve - sådan læser du farvekoden
Nu hvor vi har gennemgået al teorien bag hårfarvernes opbygning er det tid til at finde den helt rigtige hårfarve for dig. For lige at repetere; vælg som udgangspunkt en hårfarve der max. ligger 3 toner fra din egen, så får du det bedste resultat med hårfarvningen.
Farvekoden på hårfarve et bygget sådan op, at tonetallet altid står først og derefter kommer reflekstallene. Som nævnt, kan reflekstallene være decimaler efter tonetallet eller heltal, hvorved farvekoden bare vil være et langt, stort tal.
Et eksempel på en farvekode kunne være:

Her er tonetallet 7 og angiver, at der er tale om en mellemblond farve. Første (primære) refleks er 3 som fortæller, at farven har en gylden undertone. Der er ingen sekundær refleks hvilket betyder, at farven ender som en gylden mellemblond.
Et andet eksempel kunne være

Her er tonetallet 4 hvilket betyder, at farven er brun. Reflekstallene er 0 og angiver, at der således ikke er nogle reflekser i hårfarven – der er dermed tale om en neutral brun.
Nu er du i stand til hurtigt at analysere, hvilken farve du kan forvente at få ud af den hårfarve du står med mellem hænderne. Selvom producenterne forsøger, er det ikke altid muligt at gengive farven helt perfekt på æsken og derfor er det super hjælpsomt at kunne sine farvekoder.
Permanent hårfarve - til dig der vil have et fuldt dækkende resultat
En permanent hårfarve er – som navnet antyder – permanent og vaskes altså ikke ud. Det er den mest holdbare af farvemetoderne og velegnet til dig, som gerne vil dække grå hår eller skabe drastiske ændringer i din hårfarve.
Det er denne hårfarve du skal vælge, hvis du ønsker at ændre din hårfarve hele 3 toner, eller gerne vil dække grå hår. Som udgangspunkt kan en permanentfarve mørkne håret 3 toner men kun lysne det 2. Vær opmærksom på, at ved lysning har farven tendens til at trække varme pigmenter op, og derfor kan det være en god idé at vælge en farve med en kølig refleks for at modvirke, at håret bliver rødligt eller gulligt i skæret.
Permanenthårfarve er også den type hårfarve, der slider mest på håret. Derfor skal man være lidt opmærksom på, om ens hår er sundt nok til at kunne klare en farvning inden man går i gang, så man ikke risikerer at ødelægge håret.
Denne type hårfarve kaldes også for ”oxidationsfarve”, og den virker ved at åbne dit hårstrå og lægge sig oven på hårets naturlige pigment, oxidere det og derefter dække det.





















