Brune pletter, gammelmandspletter eller pigmentfejl? De små forandringer i huden har mange navne, og ikke alle kaldenavne er lige flatterende. Og det er en skam, for pigmentpletter kan sagens være fine og give karakter. For nogle kan de dog være generende, og er du én af dem, der har det sådan, så har vi samlet en række produkter og gode råd til dig her.
Hvorfor får man pigmentpletter?
Hvis hudens naturlige farvestof, melanin, begynder at klumpe sig sammen, viser det sig som mørke pletter på hudens overflade, hvilket kan give huden et skjoldet og ujævnt udseende – det vi ofte kalder for pigmentpletter. De ses typisk i ansigtet, på hænderne, brystet, skuldrene og armene.
I langt de fleste tilfælde går der koks i hudens melaninproduktion, når huden har fået for meget sollys. Normalt, når solens UV-stråler rammer hudens melaninproducerende celler (melanocytterne), skaber huden melanin som en naturlig form for UV-beskyttelse, og det er den proces, der giver din hud den solbrune farve.
Men er du en lidt for ivrig soldyrker, som muligvis også glemmer at bruge nok solcreme, sætter du cellerne på overarbejde, og de producerer alt for meget melanin for at forsvare huden. Resultatet er en solskadet hud, der har fået overskredet sine UV-kvoter, og det kan blandt andet vise sig som tydelige pigmentpletter.
Du kan også få pigmentpletter af hormonelle årsager som fx graviditet.
Hvad hjælper på pigmentpletter?
Pigmentpletter bliver mindre synlige af to ting i kombination: solcreme hver dag og et produkt med en ingrediens, der påvirker hudens pigmentdannelse, for eksempel C-vitamin, niacinamid eller azelainsyre. Hudpleje gør pletterne lysere at se på, men fjerner dem ikke.
Solcremen er den del, der afgør resultatet. Uden den danner huden nyt pigment, mens du arbejder på det gamle.











































