Du har måske brugt en masse tid på at passe og pleje dit hår med kærlighed og lækre produkter – kun for at se dem havne i hårbørsten. Uanset hvem man er, og hvilken hårstruktur man har, vil alle mennesker opleve, at håret fælder. Når det er sagt, er der stor forskel på, hvor mange hår vi taber dagligt. Nogle taber få, andre taber flere, mens en sidste gruppe taber mere hår, end der vokser tilbage igen.
Føler du, at dit hår fælder meget? I denne artikel har vi snakket med vores frisør Mike Paudy for at blive klogere på hårfældning og på, hvad man selv kan gøre for at minimere tabet af de dyrebare hårstrå.
5 forklaringer på øget hårfældning
Oplever du, at dit hår fælder mere nu, end det tidligere har gjort? Herunder har vi listet en række naturlige grunde til øget hårtab, som måske kan forklare tendensen.
1: Alder. Som hovedregel øges din hårfældning med 10% for hvert årti, du bliver ældre.
2: Generel behandling af hår. Overdreven brug af hårstyling og hårbehandlinger som f.eks. hårfarvning, blegning, varmestyling og stramme frisurer kan påvirke hårstråene og føre til hårfældning.
3: Træk i håret. Det lyder måske usandsynligt, men hvis du har en tendens til at trække meget i dit hår, sno det om dine fingre og generelt røre hårdhændet ved det, kan det resultere i øget hårfældning.
4: Din hårstruktur og hårets tæthed. Har du eksempelvis krøllet hår, vil du måske opleve, at dit hår fælder mere, og det er normalt. Det skyldes ofte blot, at du har flere hårstrå til at starte med.
5: Sæsonen. Mange oplever øget hårfældning i efterårsmånederne, særligt omkring september og oktober. Det menes at kunne forklares med, at håret gennemgår en længere vækstfase i løbet af sommeren, og dermed går flere hårstrå ind i hvilefasen og falder ud i efterårsmånederne.
NB! Hvis dit hårtab er markant, kan medicin eller sygdom, genetik, chokoplevelser eller stress være en underliggende årsag. Hvis du oplever et markant hårtab, midlertidigt såvel som vedvarende, bør du altid gå til lægen.
Læs gerne vores artikel om hårtab, hvor vi gennemgår alt det, du skal vide, hvis dit hår fælder markant mere end normalt.
Er du i tvivl, om du fælder for meget? Så opsøg din læge for råd og vejledning.
Hvordan kan man selv minimere håraffald?
Hvis du befinder dig i en periode, hvor dit hår fælder meget, er det bedste, du kan gøre, at sætte ind med en god hårplejerutine. Mike Paudy anbefaler desuden, at du også giver din hovedbund noget kærlighed.
”Mange tror, at hyppige klipninger kan minimere hårfældning, men det er en myte. Hårfældning kommer fra hovedbunden og ikke fra dine spidser, så fokuser din energi på hovedbunden i stedet,” siger han.
En sund hovedbund giver dig et godt udgangspunkt for et sundt hår. Brug derfor gerne et hovedbundsserum, som tilfører ingredienser, der styrker håret, forbedrer hovedbundens sundhed og modvirke faktorer, der kan føre til hårtab. En scrub kan hjælpe med at rense hovedbunden for urenheder og rester fra stylingprodukter, mens en hovedbundsbørste kan stimulere blodcirkulationen i hovedbunden.
Desuden anbefaler frisøren også, at du undgår alt for stramme håropsætninger for ofte, og at du bruger en shampoo og conditioner i badet, der er særligt formuleret til at modvirke håraffald. Her anbefaler Mike Paudy Kérastase Genesis, som består af både shampoo, conditioner, hårmaske, stylingprodukter samt intensive sera mod hårtab. Serien findes i en udgave til både mænd og kvinder.
”Sidst, men ikke mindst, er det også vigtigt, at du væbner dig med tålmodighed og ser situationen an. Der kan godt gå noget tid, før produkterne viser deres virkning – og desuden kan det variere fra person til person, hvor stor effekten er,” påpeger han:
”Hårfældning er normalt, og dit hår fælder sandsynligvis ikke mere end gennemsnitligt, selvom det kan føles sådan. Søg altid læge, hvis du er bekymret, og hold dig til en plejende rutine i hverdagen. Det kan man komme langt med.”
Frisørens 3 råd til at motivere hårvækst
1: Prøv at børste håret både morgen og aften. Det vil massere hovedbunden, starte blodcirkulationen og derved øge normal hårvækst. Du kan også bruge fingrene eller en hovedbundsbørste til den daglige massage.
2: Hav en god plejerutine til hår og hovedbund, der sikrer, at du giver dit hår de bedste betingelser for vækst. Brug eventuelt produkter særligt lavet til at minimere håraffald; f.eks. Kérastases Génesis-serie.
3: Spis sundt og varieret, så du er sikker på, at du er dækket ind med alle essentielle næringsstoffer, vitaminer og mineraler.
Mike er i 2013 uddannet frisør med en 4-årig uddannelse. Derudover har han mere end 10 års erfaring inden for beautybranchen. Efter han blev færdig med sin uddannelse, havde han ansvaret for nogle af de største mærker i den professionelle hårplejeverden. Mike har både været klassisk salonfrisør og hårstylist til hårshows, ligesom han har undervist i produkter samt i ingredienser. Han er det, man kan kalde en rigtig produktnørd. Det er også derfor, han er klædt rigtig godt på til give vores kunder den bedste rådgivning til netop deres behov og ønsker.

Kundeanmeldelser af produkter mod hårfældning














