
Det kræver både lidt snilde og ikke mindst et par gode produkter, at tæmme mit lange, kraftige hår. Måske det lyder som et luksusproblem, men langt hår i den tykke ende af skalaen kan også have brug for en kærlig hånd (og en stribe eller to) for at tage sig pænt ud. Samtidig vil jeg helst have stylingprodukter, der gør, hvad de skal, men som ikke kan ses eller mærkes for meget. Håret skal føles som hår, lækkert og blødt. Jeps, det er høje krav, men de her 5 stribede favoritter indfrier dem faktisk.
En der giver fylde ved hårrødderne, en der beskytter, en der hjælper krøl på vej, en der giver glans og let hold og sidst men ikke mindst, en der redder alle travle dage, hvor hårvask er ren utopi. Sidstnævnte er faktisk noget nær magisk og den uden sammenligning bedste tørshampoo, jeg nogensinde har prøvet. Kan man mon elske en tørshampoo? I så fald elsker jeg denne.

1. Voluminøse rødder
Det kan måske lyde bagvendt, men langt hår - også af den kraftige slags - kan ofte bruge et løft ved hårrødderne. Slet og ret fordi det lange hår tynger sig selv ned. Og derfor kan det være nok så flot og fyldigt i længderne, mens der er noget fladt på toppen. Jeg er glad for Root Volume Spray fra Striberne fra Matas, der giver volumen og en anelse hold (jo mere du bruger, desto mere hold) til håret ved hovedbunden. Jeg føntørrer som regel lidt på hårrødderne, efter jeg har sprayet den i. Også selvom jeg lader resten af håret lufttørre. For meget varmestyling slider nemlig på håret, noget man skal være særligt opmærksom på med langt hår, som man jo 'hænger på' længe.
2. Beskyttelse til længderne.
Kan man ikke helt lade føntørrer, glatte- og krøllejern være (jeg kan ikke), så er varmebeskyttelse det lange hårs bedste ven. Heat Protection Spray fra Striberne fra Matas er både Svanemærket, beskytter håret mod varmestyling og så giver den også lidt glans. Den har i øvrigt en lav pH-værdi, noget mit hår elsker efter at være blevet vasket i Københavns kalkholdige vand. Og så er den genial i kombination med tørshampooen nedenfor, hvis man lige vil springe en hårvask over. I sådanne tilfælde bruger jeg den slet og ret på længderne i tørt hår, efter rødderne har fået lidt tørshampoo og styler derefter med føntørrer eller krøllejern.


3. Verdens bedste tørshampoo
Det er lige før, jeg kunne klare mig helt uden vand og shampoo (hårvask er også hårdt for det lange hår) og bare med Dry Shampoo Translucent fra Striberne fra Matas og ovennævnte varmebeskyttelse. Der er så mange pæne ting at sige om denne. Først og fremmest holder den, hvad den lover og er noget nær usynlig. Altså så længe man ellers ryster den godt, sprayer den fra 20-30 cm afstand og ikke sprayer i laaaang tid på ét sted. Den er heller ikke sådan en man kan mærke. Den hverken tynger eller klistrer. Og så er der det allerbedste; den er uden aluminium, som ellers nærmest er fast ingrediens i tørshampoo. Jeg undgår konsekvent deodoranter med aluminium og derfor vil jeg også meget nødig komme det i hovedbunden. Det behøver jeg så heldigvis heller ikke længere.

4. Krøllede drømme
Curl Cream fra Striberne er efter sigende et af Matas mest solgte stylingprodukt og med rette. Den er fuld af gode, fugtgivende ingredienser, der fremhæver krøller, giver pleje og modvirker krus. Jeg bruger den i håndklædetørt hår på dage, hvor jeg gerne vil have mine fald frem. Jeg krammer den i det fugtige hår - krammende bevægelser nede fra spidserne og op med hovedbunden - og lader efterfølgende håret lufttørre eller hjælper krøllet lidt på vej med en hårtørrer med diffuser.
5. Blankt og sundt at se på
Mens jeg aldrig helt har været fan af almindelig hårlak, så er jeg det altså af Shine Spray fra Striberne fra Matas. Glans, pleje og en lillebitte smule kærkomment hold i én og samme spray, der får hele manken til at se lidt mere tæmmet og sund i et snuptag. God til at tæmme frizz, samle spidser og min faste finish-makker, så håret ser blankt ud, uanset om jeg er 'startet helt forfra' med vask og Root Volume Spray eller Curl Cream eller om jeg har taget ovenstående smutvej med tørshampoo.